5 spørgsmål du bør stille dig selv før du udgiver et digitalt produkt

5 spørgsmål du bør stille dig selv før du udgiver et digitalt produkt

Hvis du bare finder et emne, som du er passioneret omkring og ved en masse om, så kommer pengene strømmende ind. Nej, desværre. Det er ikke helt så simpelt.

Hvis du vil udgive et digitalt produkt, så er der ingen tvivl om, at det hjælper, hvis du er passioneret omkring emnet.

Og naturligvis skal du også have noget viden på området, så du har noget at give videre.

Men det er bare ikke nok.

For ligegyldigt hvor meget du brænder for et emne…

… og hvor meget du ved om det…

… så er det ikke sikkert, at det sælger.

Derfor bør du gennemgå nedenstående 5 spørgsmål først.

Og kun hvis du kan svare ja til alle 5 spørgsmål, bør du gå videre med din idé til dit digitale produkt.

Spørgsmål 1: Er emnet egnet til et digitalt produkt?

Lad os sige, at du interesserer dig for hiphop.

Det er der også rigtig mange andre mennesker som gør.

Men kan du på en eller anden måde få hiphop til at passe ind i rammen for et digitalt produkt?

For det er ikke nok, at interessen er der fra potentielle kunder. Du skal også kunne tilbyde dem et digitalt produkt, som de er villige til at betale for (og som du kan skrive om).

Måske er det muligt at sælge en ”hiphop for dummies” i en eller anden form. Men det bliver helt sikkert op ad bakke for dig.

Så hvis du ikke vil gøre det alt for svært for dig selv, så skal du finde et emne, der er egnet til et digitalt produkt.

Det er trods alt nemmere at skrive:

”5 skridt til at få et bedre golf-handicap”

end

”5 hiphop-legender som vil ændre din musiksmag”

Spørgsmål 2: Er der konkurrence på området?

Konkurrence er skidt.

Så det gælder om at finde et emne, hvor der ingen konkurrence er.

Eller hvad…?

Du kan naturligvis være heldig/dygtig at finde et emne, hvor der slet ingen konkurrence er – og få succes med det.

Tænk bare på dating.dk, hvor Morten Wagners venner kommenterede hans idé med:

”Hvis det er sådan en god idé, så var der nok nogle andre, som allerede havde lavet det”

Men det var tilbage i 1998, hvor internettet så noget anderledes ud.

Mark Zuckerberg opfandt heller ikke det sociale netværk. Der fandtes mange andre sider før Facebook. Han gjorde det bare lidt bedre end de andre – og fik succes.

Så hvis du igen vil gøre livet lidt nemmere for dig selv, så finder du et område, hvor der allerede er konkurrence.

Konkurrence er tegn på, at der er penge at tjene – og at der er nogen, som har succes med emnet.

En simpel søgning på Google vil ofte give dig et godt pejlemærke af, om det er et område, hvor der allerede er konkurrerende produkter.

Men ellers tag et kig på disse sider:

Hvis der ikke dukker en række produkter op inden for dit område på disse sider, så har du valgt et forkert emne.

Spørgsmål 3: Hvor stor er din målgruppe?

Det er ikke nok, at du kan producere et godt digitalt produkt.

Der skal også være nogen at sælge til.

Derfor er næste trin at undersøge, hvor stor din målgruppe er.

Du kan naturligvis aldrig få et præcist tal. Men hvis du bruger Facebook’s Audience Insights (eller Indblik i Målgrupper, som det hedder på dansk), kan du få et ret godt estimat.

Lad os sige, at du overvejer at lave et digitalt produkt om Minecraft.

Hvor mange interesserer sig for det (ifølge Facebook)?

Først vælger du ”Danmark” som placering (hvis du kun vil udgive på dansk).

Og derefter skriver du ”Minecraft” som interesse.

Resultatet viser, at målgruppen er på 40.000-45.000 aktive personer på Facebook om måneden.

Og 85 % af dem er i øvrigt af hankøn.

Minecraft - Facebook

Der er altså en del danskere på Facebook, som interesserer sig for Minecraft.

Og er du klar til at udgive globalt, så snakker vi om en målgruppe på mellem 10 og 15 millioner.

Nu vil du sikkert gerne vide, hvad tallet minimum skal være, før at målgruppen er stor nok.

Men det er desværre umuligt at give et præcist bud.

Der er simpelthen for mange faktorer, der spiller ind.

Er det f.eks. et emne, hvor folk er villige til at betale meget for informationerne (som f.eks. investeringsrådgivning), så behøver du ikke en så stor målgruppe (modsat f.eks. Minecraft).

Og har du en idé om, at en stor andel af målgruppen vil købe dit produkt, så behøver du igen heller ikke så mange mennesker.

For at få en idé om potentialet, kan du prøve med emner, som du ved, at mange interesserer sig for. Det kan give et fint sammenligningsgrundlag.

Og sidste men ikke mindst så kan emnet faktisk også have en for stor (og bred) målgruppe (som f.eks. ”fodbold”).

Er det tilfældet, så find en niche inden for emnet (”bliv bedre til at heade til en fodbold”).

Spørgsmål 4: Søger folk aktivt efter din information?

Det er ikke nok, at der er rigtig mange mennesker, som interesserer sig for et specifikt emne.

De skal også aktivt søge information om emnet. For ellers bliver det alt andet lige sværere at sælge noget.

Det gælder specielt, hvis du gerne vil udgive et digitalt produkt, hvor du hovedsageligt skal have din trafik fra Google via SEO eller Adwords (tænk ”rygestop”, ”ondt i ryggen”, ”mit barn græder”).

I andre tilfælde vil du måske sælge mere ”passivt” igennem Facebook-annoncering – hvor du gør brugerne nysgerrige på dit emne.

Heldigvis er det nemt at få et bud på hvor mange, som aktivt søger på dit emne. Det gør du ved hjælp af Googles Keyword Planner (har du ikke en konto, skal du oprette dig først).

Husk at vælge ”Danmark” som land, hvis du ikke vil gå internationalt med emnet.

Lad os kigge nærmere på ”Minecraft” igen.

Minecraft - Google

Ifølge Google er der masser af aktive søgninger på emnet hver måned.

Det er dog værd at lægge mærke til konkurrencen på søgeordet, der er ”lav”.

Der er altså ikke så mange, som kæmper om Adwords-placeringer inden for dette emne.

Det betyder ikke nødvendigvis, at det er en dårlig idé. For ofte vil det være webshops og lignende, som bruger betalt annoncering.

Men det bør alligevel få en advarselslampe til at blinke – og give grund til lidt nærmere overvejelse, om svaret fra spørgsmål 2 nu også var rigtigt.

For husk nu at en stor målgruppe og masser af søgninger ikke er en garanti for succes…

… hvis de andre spørgsmål ikke har et positivt svar.

Spørgsmål 5: Er målgruppen villig til at betale for din information?

Her kommer vi til et enormt vigtigt spørgsmål.

Du kan have det perfekte digitale produkt, som der er en stor målgruppe, der interesserer sig for.

Men er de villige til at betale for dine produkter – igen og igen?

For nogle måneder siden var Pokemon Go enormt populært.

Man kunne helt sikkert lave et godt digitalt produkt.

Og målgruppen var enorm.

Men i dag er det nok begrænset, hvor mange som render rundt i byen og leder efter Pokemons.

Så havde du været hurtig på aftrækkeren, så kunne du helt sikkert have solgt mange digitale produkter…

Én gang.

Men det havde også været det.

Du ville have haft meget svært ved at følge op med endnu et produkt et par måneder efter. For her var interesseren allerede dalet markant.

Så selvom Pokemon Go opfyldte kravene i de 4 første spørgsmål, så ville det ikke have været det bedste digitale produkt at kaste sig over.

Lad os tage et andet emne: graviditet.

En graviditet varer som bekendt ni måneder.

Det vil sige en kundes livscyklus inden for området umiddelbart ikke vil være længere end de ni måneder.

Til gengæld varer et barns livscyklus jo væsentlig længere.

Så kan du brede dine produkter ud til småbørn, skolebørn osv. har du pludselig uendelige muligheder for salg af digitale produkter.

Og du har jo allerede (forhåbentlig) bevist din viden omkring graviditetsproduktet – så dine kunder er villige til at købe dine andre produkter.

Derfor kan emnet ”graviditet” faktisk være et godt produkt – selvom det umiddelbart ser kortsigtet ud.

Men det er ikke nok, at emnet giver mulighed for at sælge mange produkter til den enkelte kunde.

Kunden skal også være villig (og i stand til) at købe produktet.

Og her hjælper det først og fremmest, at du løser et konkret problem

Lad os kigge på ”Minecraft” igen.

Minecraft - Facebook

65 % af alle de mænd, som er i ”Minecraft”-målgruppen, er mellem 18-24 år.

Og det er vel ikke urimeligt at antage, at de fleste unge ikke har så mange penge.

Samtidig er de også vant til at få meget af deres information gratis.

Derfor kan det blive et problem at sælge et digitalt produkt, hvor så mange fra målgruppen er helt unge.

Med mindre du naturligvis har så godt et salgsargument, at de helt ekstraordinært er villige til at bruge deres begrænsede midler på at købe dit digitale produkt.

Omvendt kan det også give problemer at sælge til en målgruppe, hvor de fleste er ældre.

De har måske pengene. Men til gengæld er de ikke (endnu) helt så vant til at handle online – og slet ikke digitale produkter.

Du bør derfor overveje sammensætningen af din målgruppe, når du kigger på købekraften og villigheden til at købe dit digitale produkt.

Hvis det giver mening for dig, kan du også kigge på andre demografiske faktorer som f.eks. civilstand, uddannelsesniveau, stilling osv.

Blev det 5 gange ja?

Kan du med hånden på hjertet (og en god mavefornemmelse) svare ”ja” til alle 5 spørgsmål?

Så er det bare at kaste dig over produktionen af dit digitale produkt.

Der er naturligvis aldrig nogen garantier.

Men du har i det mindste gjort dit forarbejde i forhold til, om dit digitale produkt har en chance for at blive en succes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *